Djursland

udgivet i: Nyheder | 0

I år var vi på sommerferie på Djursland – nærmere betegnet Store Sjørup på Norddjurs.

28. juli 2018
På turen der over besluttede vi os for at tage nogle småveje på Fyn, i stedet for at køre hele vejen på motorvej. Det blev til et stop i Fåborg ved Fåborg Miniby.
Egentlig ville vi også have været en tur i Terrariet i Vissenbjerg, men tiden rendte lidt fra os, så det blev ikke til noget denne gang.

Velankommet til sommerhuset gik vi en tur til stranden, hvor fruen og pigerne fik badet lidt. Hunden var også med i vandet. Hun er nu 10 år og har altid været bange for vand, men på denne tur overvandt hun skrækken og hyggede sig virkelig med at spæne rundt.
Desværre blev hun syg efter vi kom hjem fra ferie, så muligvis har hun, på en af turene, slugt saltvand eller spist noget fra havet, som hendes mave ikke kunne klare. Vi måtte på dyrehospitalet for at få hende undersøgt. Heldigvis er hun i bedring, med lidt medicin og skånekost.

Det trak op til regn, men blev kun til lidt – resten af ugen var vejret meget varmt og stort set tørt, men heldigvis en smule køligere end den foregående periode.

(Hvis du vil se billederne i originalstørrelse, så klik på et billede).
(Du kan dernæst bruge piletasterne til at bladre imellem billederne).

29. juli 2018
Søndag besluttede vi at tage en tur med Udbyhøj Færgen, for at krydse Randers Fjord og køre en tur til Hobro. Undervejs ombestemte vi os og det blev til Mariager i stedet – en overraskende smuk lille by.
På vejen hjem stoppede vi i Hevring, for at få en is.

30. juli 2018
Mandag kørte vi øst over til Karlby Klint, for at kigge på sten og lede efter forsteninger. Vejret var lidt overskyet og vi fik en mindre byge. Fra Karlby kørte vi syd på til Sletterhage, men med et stop i Grenå for at få lidt at spise.

31. juli 2018
Tirsdag var fruens og min 27. års forlovelsesdag, så vi tog til Hornslet og fik lidt god mad. På vejen hjem stoppede vi et par steder, for at kigge på den smukke solnedgang.

1. august 2018
Onsdag blev til en tur til Århus.
Først til Den Gamle By.
Udvidelsen med 1974 og turen tilbage igennem tiden fra vikingetiden og frem til i dag, var virkelig en god og sjov oplevelse. Det var dog så varmt, at vi ikke var det hele igennem.

Botanisk have havde lukket for væksthusene, da vi kom ud, så vi kørte i stedet til Aros, hvor pigerne kunne komme gratis ind.
Alberte lånte mit kamera – hendes oplevelse af Aros kan derfor ses i billeder nedenfor.
Imens kørte fruen og jeg til den uendelige bro, for vi havde jo besøgt Aros sidste år.

1. august 2018 – Albertes billeder

2. august 2018
Torsdag bød på en tur til Fjellerup Strand. Mens fruen og den yngste badede, gik den ældste, hunden og jeg en tur.
På vej hjem stoppede vi igen i Hevring, men denne gang for at kigge på biler – d.v.s. den ældste og jeg. Der var også motorcykler, men ikke så spændende i forhold til bilerne.

3. august 2018
Fredag tog vi til Ebeltoft. Vi sprang Fregatten Jylland over – det var simpelthen for dyrt. I stedet gik vi en god lang tur igennem byen, som viste sig at være ganske smuk – specielt var der et glaspusteri med nogle helt fantastiske glasting, som mere var kunst end “blot” brugskunst.
Det blev også til en gang mad 🙂

4. august 2018
Lørdag forlod vi sommerhuset, men havde aftalt at tage til Dollerup Bakker og bagefter til Viborg, for at besøge min tante Lise, som er min mors kusine. Hun minder mig meget om min mor og min mormor. Pigerne havde aldrig set hende og omvendt. Et kort men dejligt visit.

Siden sidst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.