Røsnæs

udgivet i: Nyheder | 0

Søndag tog yngstedatteren og jeg til Røsnæs.
De foregående år, har jeg været på Røsnæs omkring samme tidspunkt i maj og hver gang har der været mange okkergul pletvinge – denne tur var ingen undtagelse 🙂
Til gengæld var der ikke mange andre sommerfuglearter, men det blæste også lidt rigeligt.

Freja opdager en del ting, som jeg ikke gør, så igen var hun en dejlig hjælp.
Bl.a. fik hun øje på en hugorm, lige da vi forlod bilen og råbte: “Far, far, der er en slange”. Den viste sig så desværre at være død.
Den sidste del af turen, valgte hun dog at sidde over, så jeg gik alene ned og så klokkefrøer.
De er godt nok svære at få øje på, men man kan gå lidt efter lyden og lidt bevægelse, når de puster sig op.
Læg mærke til vibrationerne i vandet ved frøen, på det ene af billederne.

Et hollandsk par stoppede op og spurgte hviskende til mig, hvilken fugl det var 😀 Jeg var flink at fortælle dem, at det var frøer og viste dem et billede fra kameraet.

I øvrigt så jeg et skilt, som jeg ikke før har bemærket, hvor der bl.a. stod, at Valdemar Sejr i 1231 havde været på jagt i skoven på Røsnæs, men at en vildfaren pil havde ramt hans søn i hjertet, så Valdemar efterfølgende havde beordret skoven brændt ned.
Derfor er de ældste træer kun omkring 100 år gamle.

På vejen hjem kørte vi forbi Næsby Strand, for at få os en is – Knoldens Ishus kan godt anbefales 🙂

(Hvis du vil se billederne i originalstørrelse, så klik på et billede).
(Du kan dernæst bruge piletasterne til at bladre imellem billederne).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.