Lørdag var jeg ude med kameraet i ca. 5 timer. Først gik turen til skoven ved Mortenstrup, som er et af mine yndlingssteder. Jeg havde håbet på lidt flere sommerfugle og guldsmede, men det var meget begænset med det. Der var en flok ældre mennesker, som var på vandring med notesblok. Jeg går ud fra, at de foretog en eller anden form for optælling. En af dem fortalte, at de havde set en enkelt sommerfugl – en brunlig perlesommerfugl, men jeg så ingen sommerfugle overhovedet. Der var lidt vandnymfer,men ellers ikke noget. Nede ved en af moserne, stod jeg og lyttede på frøer og fik så øje på et rådyr, som med det samme satte i løb. Det stoppede dog ret hurtigt og begyndte at spise igen.
På vej hjem, stoppede jeg ved Kimmerslev Å i nærheden af Regnemark. Først var jeg inde i indhegningen, hvor der normalt går får. Jeg var igang med at forsøge at få et skud af en blåfugl, da der pludselig kom 2 tyrekalve og en ko. Jeg gik lidt væk og op på en bakke, men de fulgte bare efter, så jeg smuttede ud af indhegningen igen. Jeg fik så den idé at ringe efter min kone og pigerne, for at vi sammen kunne gå ad Køge Å stien mod Spanager. Mens jeg ventede på dem, fik jeg et skud af blåfugl og fireplettet libel.
Vi gik ikke helt til Spanager, men det blev alligevel til nogle kilometer. Det var en rigtig dejlig tur, som klart skal prøves igen.
(klik på billedet for at se det i den originale størrelse)
Skoven ved Mortenstrup